”Brændselscellefamilien” Spallino

Jon og Sandy Spallino fra Californien blev i juni 2005 de første privatkunder i verden til at lease Hondas brændselscellebil FCX. I de kommende år vil flere privatkunder lease FCX og dermed hjælpe Honda med at indsamle værdifuld information forud for arbejdet med fremtidige modeller.

– Vi ser virkelig frem til at kunne pendle til arbejde og køre børnene rundt i FCX, siger Jon Spallino. Vi har store forhåbninger til denne leasingperiode. FCX fungerer på fuldstændig samme måde som en hvilken som helst anden bil, der kører rundt på vejene – men uden skadelige emissioner. Den slipper jo bare rent vand ud!

En forudsætning for, at vi kan leje FCX ud til privatpersoner, er, at de er bosat i Los Angeles-området og har mulighed for at anvende de brintstationer, der indgår i Californiens ”Hydrogen Highway”. Det er en infrastruktursatsning, der strækker sig over hele staten og konstant udvides, for at offentligheden skal have mulighed for at tanke brint.

Honda er den eneste bilproducent i verden, der har fået sin brændselscellebil certificeret til såvel kommercielt som hverdagsbrug – og er desuden de første til at stille teknikken til rådighed for offentligheden. Virksomheden har en klar, langsigtet målsætning, der går ud på, at det skal være muligt at overføre den avancerede teknik til biler til massemarkedet.