2003-2004: Nye højder med HondaJet

År 2003 fik ligeledes en lovende start, og den største interesse var knyttet til lanceringen af den nye Accord. Den blev lanceret både som sedan og stationcar (Accord Tourer) og var en yderst bevidst opgradering af modellen til topsegmentet. Anmeldelserne i motorpressen viste, at det var lykkedes Honda at nå sin målsætning med den nye Accord.

Efter et intensivt udviklingsarbejde, der indledtes i midten af 1980’erne, var det i december 2003 på tide for HondaJet at foretage sin jomfrurejse over North Carolina i USA. Dette var en opvisning, der tydeligt illustrerede bredden i Hondas forsknings- og udviklingsarbejde.

Som så mange gange før har Honda skabt unikke innovationer, og en tydelig forskel mellem HondaJet og andre jetfly er placeringen af motorerne, der sidder oven på vingerne i stedet for under. Takket være den – og flere andre løsninger – har HondaJet højere marchhastighed, lavere brændstofforbrug og bedre plads i kabinen end lignende forretningsjetfly.

Interessen for den helt nye, 7. generation af Accord accelererede i løbet af 2004 – hjulpet godt på vej af reklamefilmen ”The Cog”. Det tog det engelske reklamebureau Wieden & Kennedy fem måneder og 606 optagelser at samle 85 forskellige dele af Accord og skabe en fascinerende dominoeffekt. ”The Cog” skrev reklamehistorie, og filmen modtog bl.a. flere internationale reklamepriser.

Prisregn blev det også til i konkurrencen ”International Engine of the Year”, hvor motorerne i S2000, Insight og Civic IMA blev belønnet som bedst i deres respektive klasser.

I Formel 1 fik BAR-Honda en forrygende sæson og blev nummer to efter Ferrari i Konstruktør-VM. Hondas fører, Jenson Button, tog ti medaljer – heraf fire sølv. Det gav Button sammenlagt en 3. plads i Kører-VM, og vildbassen Takuma Sato sneg sig ind på en 8. plads. I det amerikanske Indy Racing League indtog Honda-førere såvel 1., 2. som 3. pladsen, og allerede længe inden sæsonen var slut, var det afgjort, at Honda ville vinde konstruktørmesterskabet foran Toyota og Chevrolet.

Som verdens største motorproducent satte Honda en ny, flot rekord med i alt 19,6 millioner producerede enheder, hvilket var en stigning på 18% sammenlignet med året før.