1968-1977: Den første superbike

Honda præsenterede den første "superbike" i 1968 - Honda CB 750 - en milepæl i motorcykelhistorien.

Motorcyklen CB750 Four vakte enorm opsigt, da den blev vist første gang i 1968 på Tokyo Show. Med sine 67 hestekræfter og elstart gjorde den det mere eller mindre af med den engelske motorcykelindustri.

Honda havde hurtigt etableret sig i segmentet for småbiler. I 1970 viste man i Tokyo den tocylindrede "Z". I juni 1971 kom "Life" med en tocylindret motor på 360 ccm. I juli 1972 kom en mere fuldvoksen lille bil, om man så må sige. Den hed Civic og havde en firecylindret rækkemotor på 1169 ccm og hele 60 hk. Det gav ekstraordinære fartressourcer for denne klasse, 145 km/t og fra 0-100 på 12,8 sek. Mest bemærkelsesværdigt var dog brændstofforbruget - den kørte 22 km på literen.

I slutningen af 1973 kom Civic CVCC, som allerede i 1971 i form af en prototype klarede de nye strenge amerikanske udstødningskrav, som skulle indføres i 1975. I USA blev Civic valgt til "Årets Importbil".

Honda Civic blev i sine forskellige udgaver en umiddelbar succes. I USA tog man den lille pålidelige og benzinøkonomiske bil til sig. Den blev den perfekte bil nummer to "over there". I maj 1976 præsenterede man to nye modeller: første generation af Honda Accord og en firedørsvariant af Civic. Midt på sommeren ruller den millionte Civic af båndet, og i oktober to år senere fejrer Honda sin bil nummer 5.000.000! På motorcykelsiden passerede man i sommerens løb 30 millioner eksemplarer.