1988-1997: 10 millioner Civic

1988 byder på mange nyheder fra Honda. I England åbnes Swindon-fabrikken, som nu producerer 150.000 biler om året. I Tyskland etableres Honda R&D Europe (Deutschland) GmbH med ansvar for markedsføring, forskning, test og design i Europa.

I Formel 1 vinder Ayrton Senna VM-titlen med Alain Prost på andenpladsen - dobbelt Honda! McLaren-Honda satte i denne sæson rekord med 11 VM-sejre i træk. Det var mere end rigeligt til også at hente konstruktør-VM hjem.

I 1989 kan Civic-tredørsmodellen og CRX fås med en 150 hk VTEC-motor. I USA begynder man at bygge Honda-biler på en ny fabrik i East Liberty, Ohio. Den helt store Honda-nyhed kommer som en bombe på biludstillingen i Chicago i februar 1989. Her viser Honda en prototype på en af de mest avancerede GT-biler, der indtil da var bygget - den strømlinede Honda NSX, som sammenlignes direkte med Ferrari. Karosseri, chassis og affjedring er fremstillet i aluminium. Motoren, Hondas V6-motor på 3 liter, 24 ventiler (VTEC) og 274 hk, er monteret i midten, nøjagtigt som i Formel 1-bilerne. Honda NSX roses til skyerne af en begejstret motorpresse verden over.

Hondas grundlægger Soichiro Honda dør i en alder af 85 år.

I 1991 præsenteres en ny, meget smuk generation af Honda Prelude, som nu også fås med elektronisk firehjulsstyring (4WS).

I 1992 præsenteres en helt ny CRX-model på biludstillingen i Genève, som på visse markeder får navnet Del Sol. Taget kan nemlig tages af som på en Targa-model! En anden finesse ved den nye CRX er den elektronisk styrede bagagerumsklap.

I september 1993 er det tid til en ny generation af Honda Accord med elegante, fejende aerodynamiske linjer. Der tilbydes tre karosserimodeller: Sedan, coupé og stationcar (Aerodeck). Honda Dream vinder ved verdens største racerløb for soldrevne biler, World Solar Challenge.

I 1994 fås Civic-modellen også i en femdørsversion. Samme år deltager Honda for første gang i den amerikanske Indy Car World Series. I oktober 1994 præsenteres en helt ny biltype, Odyssey/Shuttle, en minivan med 2,2 liters motor, forhjulstræk og plads til 6-7 personer.

1995 er et stort Honda-år. Der præsenteres endnu en ny Civic-generation med flere nye motorer. Samme år produceres også Civic nr. 10 millioner, og modellen er en af de mest populære og opsigtsvækkende i verden. Honda Civic har i mange år ligget på den amerikanske topti over de mest solgte biler. Samtidig kommer der en helt ny Honda: CR-V, som er en "fritidsbil" med automatisk firehjulstræk og 4-trins automatgearkasse. Modellen bliver en succes fra starten - ikke mindst i Japan.

I 1996 får Accord en "ansigtsløftning" og nogle nye motorversioner. Samme år kommer en ny Prelude.

I 1997 lanceres så SUV-modellen CR-V i Norden. Efter succesen i både Japan og USA er modtagelsen lige så god her, og CR-V bliver hurtigt markedsledende blandt de mindre SUV-biler - en stilling, den har beholdt i flere år. På biludstillingen i Detroit vises en Honda NSX med 3,2 liters motor på 294 hk. Honda Civic fås som Aero Deck (stationcar), som der er stor efterspørgsel efter.

Hondas nye racerbane og motoranlæg, Twin Motegi, tages i brug. 1997 er også året, hvor Alessandro Zanardi i Reynard-Honda vinder CART-serien (tidligere Indy Car World Series), og Honda vinder konstruktørprisen.