Ishockeystjerne kører Honda Civic på sit roadshow i hele Danmark

2010-08-23
Den danske landsholdsspiller Kim Staal er på tur rundt i Danmark i sin Honda Civic for at promovere ishockeysporten og skaffe nye og friske drenge og piger til sporten.

I foråret tog et charmerende dansk ishockeylandshold for første gang det store skridt og kvalificerede sig til en kvartfinale ved et VM. Det skabte en hidtil uhørt omtale af sporten og en fantastisk interesse for ishockeyspillet i hele Danmark.

Nu er en ny sæson gået i gang og for at hjælpe nye drenge og piger i gang på isen, har Danmarks Ishockey Union sendt en af sine absolutte superstjerner på landevejen.

Kim Staal har gennem de seneste 15 år været en af dansk ishockeys største profiler og er kendt for sin ligefremme tilgang til spillet – både på og uden for banen. Han genoptræner for øjeblikket efter en operation i knæet og har derfor taget sig tid til at tage på roadshow for at hjælpe med at udbrede og fremvise ishockeysporten.

Kim Staal kører i løbet af fire uger Danmark tyndt og skal besøge samtlige danske ishockeyklubber i sin flotte Honda Civic, der er specielt dekoreret til kampagnen, der retter sig til spillere under 10 år.

- Hos Honda vil vi gerne støtte udvikling af ishockeysporten i Danmark og vi har derfor valgt at sponsorere en Honda Civic, dekoreret til at skabe ekstra opmærksomhed omkring Kim Staals tur rundt i Danmark.

Kampagnen er sat i værk af Danmarks Ishockey Union i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund og en række velvillige sponsorer, der finansierer Kim Staals tur rundt i landet.

www.ishockey.dk