Digital nøgle gør livet som bilejer nemmere
Den 27. maj lancerede Honda den nye digitale nøglefunktion til Honda e.
Nu kan du åbne og låse din Honda e via Bluetooth og appen My Honda+ på din mobiltelefon. Den digitale nøgle giver også mulighed for at dele bilen med andre – uden at de skal låne din fysiske bilnøgle. Så når du er cyklet til kontoret med dine bilnøgler i lommen ved en fejltagelse, kan din partner stadig tage bilen til gymnastik!
Ved hjælp af den digitale nøgle kan du med mobilen nemt åbne eller låse bilens døre, lukke ruder, åbne bagklappen og starte bilen. Kontakten mellem mobiltelefon og bil sker via Bluetooth, så du kan udføre de forskellige funktioner op til ti meter fra bilen.
Hvis du har en Android-telefon, kan du også bruge bilens indbyggede NFC-teknologi, så du låser døren op ved at holde telefonen mod bilens NFC-skilt, der er placeret på B-stolpen (midterstolpe), og starter bilen via NFC-pladen på instrumentbrættet. NFC står for Near Field Communication eller nærfeltskommunikation og er en teknologi til udveksling af data over korte afstande.