Civic Type R er hurtigst igen
En Honda Civic Type R årgang 2023 har slået banerekorden på Nürnburgring. Bilen er således den hurtigste blandt alle forhjulstrukne seriekøretøjer.
Modellen blev lanceret sidste år, og den modtager fortsat anerkendelser og priser. Den 24. marts 2023 blev der udført et forsøg af Hondas udviklingsteam på Nordschleife, en 20,8 km lang bane på Nürburgring, ofte omtalt som "det grønne helvede". Omgangstiden blev målt til 7 minutter og 44,881 sekunder, hvilket gør Civic Type til det hurtigste forhjulstrukne køretøj med en seriespecifikation, dvs. ikke specielt designet til racerløb, men produceret som en standardmodel. Testen blev udført på den reviderede og længere banestrækning, der blev defineret af Nürnburgrings baneledelse i 2019.
Type R drives af en kraftig 2,0-liters turboladet firecylindret motor, der i den seneste version producerer 329 hk og et drejningsmoment på 420 Nm. Sammen med en opdateret sekstrins manuel gearkasse kan den accelerere fra 0 til 100 km/t på kun 5,4 sekunder og til en tophastighed på 275 km/t. Det nye, slankere udvendige design af Civic Type R årgang 2023 har også bidraget til rekordtiden med højt udviklede aerodynamiske løsninger såsom vinklen på den høje bagvinge og komplekse gulvelementer kombineret for at skabe solid downforce.
Omgangstiden blev nået med en lettere version af den nyeste Type R-model. Denne model vil kun kunne bestilles på udvalgte europæiske markeder og vil blive kaldt Type R S. Omgangstiden blev sat med Michelin Pilot Sport Cup 2 Connect-dæk, der kan bestilles direkte fra Michelin.