I begyndelsen af oktober offentliggjorde Honda, hvad den kommende 0-serie får at byde på. To konceptmodeller ved navn Saloon og Space-Hub fra 0-serien er allerede blevet præsenteret på CES 2024. Ifølge planen vil Honda sende den første model i 0-serien på markedet i 2026 i form af en produktionsmodel af Saloon. Derefter lanceres i alt syv små, mellemstore og store 0-modeller globalt frem til 2030.
Tynd, let og smart
Honda 0-serien kan beskrives med nøgleordene tynd, let og smart. De udtrykker filosofien bag Hondas udvikling af en ny platform til de nye elbiler. Den er baseret på varmpresset, ultrahøjfast stål, et tyndt batteri og en kompakt e-aksel. Platformen giver et lavt tyngdepunkt og stabile, sporty køreegenskaber.
Med hensyn til det elektriske drivsystem har Honda nydt godt af sine mange års erfaring med at udvikle hybridteknologi. Resultatet er en kompakt og særdeles effektiv e-aksel. Inverteren er placeret ved siden af motoren, hvilket tidligere har været svært at opnå. Dette gør det nemmere at opretholde en lav højde og maksimere kabinepladsen.
Fladere batterier
Batterirummet er ca. seks procent tyndere end hidtil takket være avancerede støbnings- og svejseprocesser. Teknologierne gør det muligt at installere lettere og tyndere batterier.
Honda arbejder også på at sikre, at batteriet bevarer så stor kapacitet som muligt så længe som muligt. Målet er, at rækkevidden højst falder med 10 procent efter 10 års brug.
Med hensyn til batterierne gør Honda en stor indsats for at udvikle sine produktionsmetoder, så produktionslinjen for batterier nemt kan tilpasses til produktionen af nye modeller og i takt med ændringer af antallet af producerede biler.
En ny sammenføjningsteknologi gør karosseriet lettere, hvilket igen er med til at øge køretøjets rækkevidde.
Desuden har Honda udviklet et system, der automatisk justerer en frontspoiler monteret under bilen for at reducere luftmodstanden for alle typer køretøj. Det reducerer energiforbruget og fremmer samtidig bilens stabilitet under kørsel.
Eget operativsystem
Køretøjerne i 0-serien bliver smartere. Honda vil udvikle sit eget operativsystem til køretøjer, som gør det muligt at opdatere bilens funktioner trådløst.
Intelligent digital teknologi skal gøre det mindre stressende at køre bil. For eksempel skal stemmeassistenten tilpasse sig den enkelte fører og proaktivt komme med hensigtsmæssige forslag.
Honda fortsætter sin udvikling af teknologier til førerassistance og autonom kørsel. Kunstig intelligens skal sætte bilen i stand til at forudsige risici og smidigt undgå dem – selv på veje, som hverken føreren eller køretøjet kender i forvejen.
Du kan finde flere oplysninger om alle de nye teknologier i Honda 0-serien her.