Håber på succes i Norge med Honda e

Det norske bilmarked er unikt. Her har den brede masse allerede accepteret elbiler, og det er også derfor, at Honda valgte Norge som det første marked i norden til at fremvise Honda e, som Hondas første elbil hedder.

27. maj 2019

I Norge kører flere elbiler pr. indbygger end i nogen andre lande i Europa, og antallet af elbiler stiger konstant på de norske veje. Det skyldes, at benzin og dieselbiler beskattes hårdt. Samtidig er vejafgifter afskaffede for norske elbilejere, de har fri parkering og de kan bruge busbanerne. I praksis bliver en elbil altså billigere at købe end en bil, der kører på benzin eller diesel.

Den 9. maj inviterede Honda journalister, forhandlere, potentielle kunder og influencere til introduktion af Hondas elbil. Bilen, der hedder Urban EV som konceptbil og Honda e Prototype som prototype, har nu fået sit rigtige navn, Honda e.

Modellens interiørdesigner Akinori Myoui og eksteriørdesigner Ken Sahara var begge på plads i Oslo for at besvare spørgsmål såvel som Hondas nordiske chef Axel Taebel og country manager, Mikael Larsen.

For Honda er Norge et meget vigtigt marked, da Honda e snart er i produktion. Norge anses for at være mange år foran andre markeder, når det kommer til accept af elbiler. Hvis Honda sælger mange biler i Norge, er virksomheden godt rustet til at lykkes på andre europæiske markeder i fremtiden. Forhåndsreservationer startede i sidste uge.

Før udviklingen af Hondas første elbil har firmaets udviklingsingeniører omhyggeligt studeret, hvordan bilister bruger deres køretøjer i byer. De kom til den konklusion, at det er her, hvor en bilfabrikant som Honda kan gøre den største forskel, når det kommer til at reducere udstødningsgasserne. Honda e er designet til at fungere godt i bytrafik, derfor har den også en kompakt størrelse, så den skal være nem at håndtere og parkere. Ifølge Honda er 98 procent af bilens specifikationer klar. Honda e lanceres i Danmark i foråret 2020. Prisen er endnu ikke fastsat.