Skiftede bilmærke efter mere end tyve år:
Thorbjørn Nielsen smiler og slår ud med armene. I efteråret skete det, han i mange år ville have forsværget. Efter mere end en snes år i biler fra samme europæiske premium-mærke skiftede han til Honda – et valg han kilometer for kilometer kun bliver mere og mere glad for.
Bil og ejer klæ’r da også hinanden godt, og der bliver passet godt på den sølvgrå Civic 1,5 Prestige i en Black Line udgave med bl.a. sporty skørter. Eller ”polished metal grey”, som det helt præcist hedder i bilens papirer.
Selvom Civic’en pynter svært i indkørslen til familiens hus i Ringe på Fyn, så er det ikke bilens visuelt flotte karakter, der var afgørende for valget. Slet ikke, faktisk:
Kvik bil og masser af køreglæde
- Køreoplevelsen er for mig det helt centrale, og den stramme undervogn, den smidige gearkasse og umiddelbare speeder respons giver en kvik bil med masser af køreglæde. Ja, faktisk glæder jeg mig til hver eneste tur i den, selv den korteste, hvor vi bare skal op at handle, forklarer Thorbjørn Nielsen, der egentlig gerne tilbragte mere tid med bilen, end en travl hverdag giver plads til.
Dagligt bliver det dog til lidt over to gange tyve km. til arbejdspladsen i Svendborg, hvor han er logistik- og tekniskchef hos Mac Baren Tobacco Company – dem med pibetobakken, ligesom racercyklen ofte bliver smidt bagi, når det er andre pedaler, der skal luftes. Og så ser han frem til sommerens bilferie sydpå, hvor hele familien traditionen tro skal til Italien. Bilens svendestykke, men det bliver næppe noget problem:
- Der er god plads i bilen, så vi – to voksne og to børn - kan trives trods den lange tur, og så har bilen en teknisk robusthed, der befordrer problemfri kørsel, fremhæver Thorbjørn Nielsen.
Super god og behagelig købsproces
Netop hans baggrund som tekniker har haft stor betydning, da han begyndte at se sig om efter ny bil:
- Min tilgang til bilkøbet har nok været en anden end hos de fleste, og jeg har måske nok været lidt en ”pain in the ass” for nogle bilsælgere. Der har været mange spørgsmål, jeg har skullet have svar på, og det fik jeg hos Honda-forhandleren V Holm Jensen A/S i Odense, som var gode til også at finde svar på de ting, de ikke umiddelbart kunne. Det har faktisk været en super god og behagelig proces, hvor det undervejs også har været en positiv overraskelse at opleve, hvor meget udstyr, der følger med Civic’en. Der er bestemt ting, som regnes for ekstraudstyr hos konkurrerende og sammenlignelige bilmærker, men som ikke koster ekstra hos Honda.
Klart det bedste valg
Thorbjørn Nielsen er med andre ord mere end almindeligt glad for efter mere end tyve år i biler fra et andet velkendt premium-mærke nu at være kommet med i Honda-familien. Han har - efter senest at have haft en dieselbil - med egne ord fundet en mere fornuftig løsning med Civic’en i forhold til såvel kørselsmønster som den voksende miljørelaterede kritik af diesel, og en løsning som for ham var det klart bedste valg også økonomisk af den håndfuld premium-mærker, som stod på hans første indkøbsliste. Om det så bliver til en lige så lang kærlighed som til hans første bilmærke kan kun tiden vise. Men en håndfuld år med parløb med Honda bliver det i hvert fald:
- Jeg er alt for nærig til at skifte hvert tredje år, slutter Thorbjørn Nielsen.
Det rummelige bagagerum giver god plads til Thorbjørn Nielsens racercykel.
Der er god plads i kabinen, hvilket ikke kun Thorbjørn Nielsen men også resten af familien sætter pris på. Ikke mindst, når turen går til Italien.
Et af dagens højdepunkter er, når Thorbjørn Nielsen sætter sig bag rattet i sin nye Honda Civic Prestige.
Thorbjørn Nielsen har godt styr på både bilkøb og medtrafikanter.
Ikke så ringe endda
Nej, rubrikken her relaterer sig på ingen måde til Thorbjørn Nielsens køb af en Honda Civic 1,5 Prestige. Der er, som han fortæller ovenstående, tale om et meget nøje overvejet køb, som i hvert fald indtil videre har været succesfuldt på alle parametre. Så ingen grund til underspillet jysk lune her. Den nye, stolte bilejer understreger gerne igen og igen, at købet for ham var klart det bedste valg.
Salgsoplevelsen har også været meget positiv for sælgeren, salgschef Stig Mikkelsen fra V Holm Jensen A/S i Odense, der ikke mindst glæder sig over en kunde, som så tydeligt viser sin glæde over at sætte sig bag rattet i sin nye bil.
Stig Mikkelsen er også lidt stolt over, at det lykkedes:
- Det er ikke let og kræver ofte en del benarbejde at overtale en potentiel bilkøber, som i mange år har sværget til et og samme mærke, til at forsøge sig med et for kunden relativt ukendt mærke.
Musikken slukkede
Her skal det imidlertid også handle en smule om Ringe, byen som blev herostratisk berømt som vært for Midtfyns Festival, der fra midten af 1970’erne og mere end 25 år frem gjorde byen kendt langt uden for Rigets grænser. I de største år konkurrerede Ringe endda med Roskilde om at lægge græs og mudder til landets største musikfestival.
Selvom musikken slukkede er mulighederne i Ringe ifølge Thorbjørn Nielsen ikke så ringe endda. Byen, der er en del af Faaborg Midtfyn kommune, tæller godt 6.000 indbyggere deriblandt mange ildsjæle, og byen er inde i en fin udvikling. Flere skoler og et gymnasium samt et fornuftigt handelsliv sikrer liv i byen, og motorvejen mellem Odense og Svendborg, hvor Ringe ligger centralt i midten, har yderligere gavnet byens udvikling.