Start med en is- og dugfri bil
Her er tolv tips til, hvordan du slipper af med is og dug på dine bilruder.
En vintermorgen med kold, frisk luft, knitrende sne under fødderne og et snedækket landskab. Så dejligt – men ikke helt så sjovt, når du opdager et tykt lag is på bilens ruder, og du allerede er lidt forsinket på vej til arbejdet. Men der er en række ret enkle ting, du kan gøre for at slippe for is og dug på dine bilruder.
1. Brug af isfjerner. Sprøjt de isdækkede ruder med et afisningsmiddel eller en såkaldt isfjerner. Produktet kan købes på tankstationer, i bilplejebutikker eller online. Du kan også blande din egen variant ved at fylde to tredjedele koncentreret sprinklervæske og en tredjedel vand i en sprayflaske.
2. God isskraber. Sørg for at have en god isskraber i bilen, og skrab hele forruden og alle øvrige bilruder, så du har et godt udsyn i alle retninger. Hvis du har en større bil, f.eks. en SUV, er det en god idé at anskaffe dig en isskraber med langt håndtag – den fås også med teleskophåndtag – så du kan nå henover hele forruden. Skift gerne isskraber en gang om året. Gamle skrabere, der har været brugt meget, bliver lidt kedelige med tiden.
3. Brug af klimaanlægget. Tænd for klimaanlægget i bilen, og brug de af bilens funktioner, der leder luften mod forruden. Tænd for varmetrådene i bagruden. Så går det hurtigt med at fjerne både is og dug fra ruderne.
4. Vær forberedt. Læg en snebørste og isskraber i bilen allerede om efteråret – hvis de ikke allerede ligger der permanent. Den første frost eller det første snefald plejer at komme som en overraskelse. Andre ting, der er gode at have i bilen om vinteren, er en lille sneskovl, varme tæpper og lidt snacks. Hvis du sidder fast et sted i bilen, er de guld værd – der bliver hurtigt koldt i en lukket bil om vinteren.
5. Installer kabinevarmer. Med en kabinevarmer installeret i bilen kan du justere opvarmningen på forhånd, så bilen er varm, og ruderne er isfrie om morgenen. Selvfølgelig er det endnu nemmere at parkere din bil i en garage.
6. Den rigtige bilmodel. Vælg bilmodellen med de rigtige funktioner. Opvarmet bilrude findes på Honda CR-V Hybrid. Afisning omkring vinduesviskerne findes på Honda HR-V Hybrid.
7. Vask indvendigt. Vask ruderne på indersiden, især forruden. Det er et godt kneb for at undgå, at ruderne dugger til om vinteren. Ofte sidder der snavs, som forstyrrer udsigten, på indersiden i stedet for på ydersiden. Spray produktet på kluden – ikke på ruden – og tør efter.
8. Pas på gummilister. Vask grus og andre løse ting, der samler sig omkring gummilisterne, af. Affaldet kan samle fugt og skrabe på bilpladen. Behandl derefter gummilisterne med silikone. Det reducerer risikoen for, at dørene fryser fast, og at der trænger fugt ind, som kan danne dug.
9. Hav altid godt med sprinklervæske. Fyld op med sprinklervæske. Sørg for, at sprinklervæsken har tilstrækkelig frostbeskyttelse til de temperaturer, den kan blive udsat for. Køb koncentreret sprinklervæske, og bland selv, så sparer du penge sammenlignet med at købe færdigblandet væske.
10. Beskyt forruden. Inden frost og sne sætter ind, kan du i forvejen beskytte forruden med filt eller et stykke pap. Pas på, at materialet ikke kan beskadige bilen eller fryse fast.
11. Skift til gummimåtter. Brug gummimåtter i bilen om vinteren. Tekstilmåtter bliver hurtigt våde og holder på fugten, hvilket danner dug på ruderne. Hvis du tager sne med dig ind i bilen, øges risikoen for, at ruderne dugger til, når sneen smelter. Et godt råd er også at holde gummimåtterne tørre.
12. Parkering i garage. Den bedste måde at undgå dug på er selvfølgelig at parkere bilen i en garage eller bruge en kabinevarmer.
Husk også at børste sneen af taget. Faktisk er det ulovligt med sne på taget og kan resultere i en bøde. Sne og is kan sidestilles med last, og derfor betragtes de som ikke-sikret last, svarende til at der ligger nogle sække på taget, der ikke er sikret! Hvis du bremser, kan hele snedækket ende på din forrude og spærre for dit udsyn. Sneen kan også blæse af og havne på køretøjer bag dig og forårsage ulykker.