Den nye Legend har alt – og lidt til
I Legend er det lykkedes for Honda at samle den sidste nye teknik i én og samme model. En del af de nye tekniske løsninger vil sikkert komme til at gå igen i andre af Hondas modeller, men det varer nogle år. Legend er på forkant med, hvad producenter inden for den globale bilindustri kan levere i dag.
Når I får mulighed for at se nærmere på Legend, er der god grund til at lægge mærke til følgende nyheder:
- SH-AWD (Super Handling All-Wheel Drive) er Hondas nyskabende og effektive 4-hjulstræk, der sammen med stabiliseringssystemet VSA sikrer en exceptionel behagelig kørsel. SH-AWD er det eneste system til 4-hjulsdrift, der fordeler et maksimalt drejningsmoment – ikke blot mellem for- og baghjul, men også mellem de to baghjul.
- AFS (Active Front lightning System) er det aktive belysningssystem for bedre sigtbarhed. Når bilen drejer, vinkles den inderste belysning op til 20 %, hvilket minimerer de mørke partier i førerens synsfelt. Systemet henter information fra sensorer i styrings- og fartsystemerne samt oplyser en større del af vejbanen i sving.
- ACC (Adaptive Cruise Control) er en justerbar fartpilot. Ud over den traditionelle fartpilotfunktion anvender ACC en radar til automatisk at justere hastigheden ved enten at bremse eller øge hastigheden for at holde tilpas afstand til bilen foran.
- CMBS (Collision Mitigation Brake System) er et logisk komplement til ACC. Et system, der forudsiger potentielle kollisionssituationer og reagerer for at forebygge dem. CMBS kan afgøre, om afstanden til bilen foran er for lille og ved hjælp af advarselssignaler gøre føreren opmærksom på dette. Hvis afstanden reduceres yderligere, afgiver systemet en mere tydelig advarsel ved at aktivere selestrammeren og bremse let. Hvis ulykken virker uundgåelig, foretager systemet en kraftig opbremsning og strammer de forreste seler for at minimere skaderne i tilfælde af en kollision.
Honda Legend blev belønnet med titlen ”Årets Bil 2004/2005” efter lanceringen i Japan. Siden da er sejrsgangen fortsat i USA, inden tiden i 2006 var inde for premiere på det europæiske og nordiske marked.
Legend tilbyder en tiltalende kombination af luksuriøs komfort og sportslighed. Interiøret er eksklusivt med læderindtræk og smagfulde trædetaljer. Under motorhjelmen finder man en 24-ventilers V6-motor på 3,5 liter og 295 hk. SOHC VTEC-motoren er bygget udelukkende i aluminium og indgår i et perfekt samspil med den 5-trins automatiske gearkasse.
I standardudgaven indgår et lydanlæg i verdensklasse med ti højttalere fra Bose. For at understrege vigtigheden af komfort er Legend udstyret med et AudioPilot-system, der neutraliserer støj fra vejbanen, vind og andre forstyrrende lyde ved at udsende et modvirkende signal via lydanlægget.
Satellitnavigering samt lyd- og klimaanlæg kan styres med stemmekommando og forstærker komforten og sikkerheden yderligere. Det er komfort i topklasse, når man kan spørge efter den nærmeste vej til en god restaurant og så få vist vejen derhen.
Navigeringsskærmen har yderligere en funktion, idet den kan vise information fra bakkekameraet, når man som fører ønsker at få hjælp til fx at parallelparkere. Sikkerhedsfunktionerne omfatter også bluetooth-baseret mobilbrug med handsfree-funktion monteret på rattet.
Dobbelte airbags, sideairbags samt gardinairbags er standardudstyr. Honda er også nået langt inden for fodgængersikkerhed. Legend er udstyret med en sikkerhedsmotorhjelm, der ved en eventuel ulykke aktiveres på et millisekund og trækkes bagud for at begrænse skader på fodgængeren.
Den, der køber en Legend, prioriterer derfor ikke blot sin egen og passagerernes sikkerhed – selv medtrafikanter omfattes af Hondas satsninger på en mere sikker trafik.
Ud over de avancerede hjælpesystemer til føreren for komfort og sikkerhed, som findes i den europæiske Legend, har Honda udviklet yderligere tekniske hjælpemidler. Disse findes i øjeblikket ikke i den europæiske version:
- Ved hjælp af et kamera i forrudens overkant analyserer LKAS den vejbane, som bilen bevæger sig på, og korrigerer eventuelle afvigelser gennem signaler til styringen. LKAS benytter informationen fra det radarsystem, som også ACC benytter sig af.
- Det intelligente system for nattesyn (Intelligent Night Vision System) består af to infrarøde kameraer i kofangeren. De hjælper føreren til at kunne se vejen, andre køretøjer samt fodgængere tydeligere via et indirekte display på forruden.