Da Civic generation 1 reddede Honda

I det næste kapitel om vores legendariske bilmodeller præsenterer vi Honda Civic, hvis fremstilling begyndte i juli 1972.

6. februar 2020

Den allerførste generation af Honda Civic blev lanceret i 1972. Timingen var perfekt, da den store oliekrise i 1973 betød, at bilkøbere ønskede mindre og mere brændstoføkonomiske modeller som Civic, der på det tidspunkt brugte beskedne 7,5 l/100 km til blandet kørsel.

Honda brugte den tidligere N600-model som udgangspunkt, da de udviklede en ny platform til Civic, hvor længde-, bredde- og højdemål samt akselafstand blev øget. Bilen var udstyret med en tværliggende firecylindret 1,2 liters benzinmotor med 50 hestekræfter og en 4-trins manuel gearkasse.

Standardudstyret omfattede skivebremser foran, vinylstole, stole, der kunne vippes, og et instrumentbræt i imiteret træ. På hatchback-version var der også nedfældeligt bagsæde, en AM-radio og stofbetræk. Bilen havde uafhængig affjedring foran og bagpå og vejede 680 kg. Ekstraudstyr var begrænset og bestod af aircondition, en 2-trins halvautomatisk gearkasse kaldet Hondamatic, radialdæk og en bagrudevisker.

Den første generation af Civic blev produceret mellem 1972 og 1979 fire steder i verden: Suzuka i Japan, Petone i New Zealand, North Jakarta i Indonesien og Johor Bahru i Malaysia. I disse år udviklede Civic sig meget. Der blev produceret i alt seks forskellige motorer og tre forskellige gearkasser, og modellen fandtes som to-, tre-, fire- og femdørs sedan eller hatchback og femdørs kombi. Bilen havde selvfølgelig motor foran og var forhjulstrukken.

I 1975 introducerede Honda CVCC-motoren, som står for Compound Vortex Controlled Combustion. Motorkonstruktionen var meget effektiv, og det gav lavere emissionsniveauer og eliminerede behovet for en katalysator. Dette gjorde det muligt at tanke bilen op med både blyholdig og blyfri benzin.

Med sin attraktive pris, japansk pålidelighed og brændstoføkonomisk motor blev Honda Civic en storsælgende verdenssucces og sikrede virksomhedens fremtid.

Kilder: Wikipedia, Honda